Baby - og børnefysioterapi
Forældre, der ønsker at støtte deres børns motoriske fremgang eller har bekymringer om deres velvære, vil finde hjælp i børnefysioterapi. Vi tilbyder udredning, undersøgelse og behandling samt træning til børn og babyer med fysiske og/eller mentale vanskeligheder. Barnet kan være henvist med kendt diagnose, være motorisk usikkert, have læringsvanskeligheder, være motorisk inaktivt eller blot have behov for optræning efter skade.
Babyfysioterapi (op til kravle/gå alder)
Babyfysioterapi er grundig undersøgelse af baby, let behandling og træning med øvelser som efterfølgende kan bruges hjemme. Målet er at din baby har uhindret glæde ved bevægelse og udvikling.
Babyfysioterapi er noget for dig hvis du oplever at:
-
Dit barn er stærkere på ryggen/bagsiden, måske står lidt som en flitsbue (bagside dominans)
-
Oplever at dit barn oftest eller kun kigger til den ene side, eller tilter til den ene side når barnet ligger på maven (favorit side)
-
Måske for tidligt født og dermed generelle motoriske udfordringer
Børnefysioterapi (efter kravle/gå alder op til 12 år)
I et behandlingsforløb med børnefysioterapi modtages en professionel rådgivning og vejledning omkring dit barns behov. Vi arbejder med bred kompetence, tværfaglig forståelse og samarbejder tæt med forældrene, hvortil vi yder instruktion, rådgivning og vejledning, ligesom vi ofte samarbejder med nære fagpersoner omkring barnet, hvis der er behov.
Ud fra det enkelte barns motivation og muligheder tilrettelægges træning/behandling individuelt og/eller på hold.
Hvis der er tale om medfødt eller erhvervet skade som leddegigt, muskelsvind, cerebral parese o.lign. vil der ofte kunne henvises til vederlagsfri fysioterapi. Hvis barnet har været indlagt eller i anden forbindelse været på sygehuset, kan det være henvist via kommunen på genoptræningsplan. I så fald betaler kommunen for behandling/træning i en afgrænset periode (se genoptræning).
Ansvarlige fysioterapeuter: Simone Kobborg, Gitte Lyngholm Kirkeby, Christine Stahl